Den nationale tilsynsmyndighed for Databeskyttelsesreglerne i Østrig ”Österreichische Datenschutzbehörde” (DPA) har behandlet en sag, som omhandlede en iværksætters opsætning og brug af overvågningskamera. Overvågningen dækkede fronten af, samt en del af fortovet foran, virksomheden. DPA fandt, at overvågningen af det offentlige rum var i strid med Databeskyttelsesforordningen. Herudover var der ikke skiltet tilstrækkeligt, hvilket medførte, at også kravet om gennemsigtighed var blevet overtrådt.
Bøden blev sat til EUR 4.800,00, hvilket i dag svarer til næsten kr. 36.000,00 med en kommentar om, at bøder skal være proportionelle.
Afgørelsen får også betydning for os herhjemme i Danmark. Det er nemlig sådan, at selvom hver enkelt krænkelse skal vurderes selvstændigt, er der et EU-retligt ønske om, at sanktionerne skal harmoniseres og se ens ud i alle lande. Så to identiske forseelser i to forskellige lande ville blive mødt med en bøde af samme størrelse. Praksis fra andre EU lande kan hermed få betydning for sanktionernes størrelse.
LOU Advokatfirma anbefaler i forlængelse af denne afgørelse, at virksomheder sikrer sig, at deres overvågning lever op til lovgivningens krav og indstilles korrekt. Dette gælder både overvågning i såvel som udenfor virksomhedens lokaler. Herudover bør alle de fornødne foranstaltninger tages for at leve op til gennemsigtighedskravet og oplysningspligten, der påhviler dataansvarlige.